Lifehack: How not to get stress

 

This is part of an article in 5 parts, taking you through the physics of stress, and how to prevent it. Start reading here – or go to one of the below sections to dig deeper into each element.

 

Seen from a physical point, stress is the sum of the effects of a prolonged exposure to cortisol. No more, no less.

It can damage your brain, your body and in worst case it is deadly. Yes it is. And not only in Japan.

Cortisol is as such a natural and necessary element of our metabolism, but its just not meant to be in our blood all the time. It is released into the blood when we face something that we perceive as danger. It makes you an instant superhero ready for either fight or flight, even if the danger is ‘only’ a deadline or a pile of tasks with no time or capacity to do them. When we discuss stress, the perceived danger is the stressor – what makes us stressed.

While adrenaline, the other powerful stress hormone, gets in and out quite fast, cortisol is released slower, and gets out of the system quite slowly:

cortisol_normal

Amount of cortisol in your blood over time, after impact of a stressor.

The scale on the figure is days. Perhaps even weeks. (mere…)

A bit of brain science to set the scene

 

This is a part of an article in 5 parts, taking you through the physics of stress, and how to prevent it. You can start reading here – or go to one of the below sections to dig deeper into each element.

 

Hippocampus and Amygdala are two (or actually four) smaller areas in your brain, with a great deal of influence onto who we are, and how we cope with pressure, fear, and stress.

They are located deep in the brain and with one of each, in each side of the brain.

hjerne2

Hippocampus plays a role in

  • Memory formation
  • Spatial navigation
  • Creative thinking

Amygdala plays a role in

  • Emotional reactions like fear, anxiety and anger
  • Memory/emotional learning
(mere…)

The stress hormones: Cortisol

 

This is part of an article in 5 parts, taking you through the physics of stress, and how to prevent it. You can start reading here – or go to one of the below sections to dig deeper into each element.

 

The most important hormones when it comes to stress are – as you perhaps already know – Adrenaline and Cortisol.

But what do they do to us and how do they actually work? Are they dangerous and why?

To put it short; while adrenaline is useful and mostly harmless, cortisol is not meant to play with. Under normal, healthy conditions, we have a daily rhythm of cortisol levels in our blood. Highest level in the morning and lowest around midnight. It starts to rise again at 3-4 am. This is why you wake up at the middle of the night if you are under pressure*.

Cortisol formation and release into the blood, is triggered by events that is perceived dangerous. It is the ultimate survival hormone, as it mobilizes everything the body has for the single purpose of surviving from an immediate threat. Cortisol makes us instant superheroes.

Cortisol makes us instant superheroes

But it also means that everything not critically needed for immediate survival is shut down.

Let’s look into what cortisol actually does to the body: (mere…)

The stress hormones: Adrenaline

 

This is a part of an article in 5 parts, taking you through the physics of stress, and how to prevent it. You can start reading here – or go to one of the below sections to dig deeper into each element.

 

The most important hormones when it comes to stress are – as you perhaps already know – Adrenaline and Cortisol.

But what do they do and how do they actually work? Are they dangerous and why?

Adrenaline is the major player in your body’s ‘fight-or-flight’ response to dangerous situations. You know of an adrenaline kick, and you know how it feels: sweaty palms, fast heart beat, cold skin, blushing, a bit of shaking, but overall a sharp focus and heightened awareness.

The production and release of adrenaline is triggered by the sympathetic part of your autonomic nervous system as a response to dangerous situations. (mere…)

What creates work related stress?

 

This is a part of an article in 5 parts, taking you through the physics of stress, and how to prevent it. You can start reading here – or go to one of the below sections to dig deeper into each element.

 

Losing an employee to a long sick-leave due to chronic stress is exactly that: losing. As employer we lose the people and the competences, and as humans and seen from society, we burn out people.

How much a person can handle is individual, but it is known, that combining stressors – as we call the factors that causes stress – increases the risk of getting ill with chronic stress.

But what are the stressors at work? Can we identify what factors in combination or alone would eventually lead to chronic stress? And if we can, is it then evident how to eliminate them? (mere…)

Stress, arbejdskultur og hjerneskader

“Hjulet kører rundt, men hamsteren er død!”

“Endelig fri efter 17 timers arbejde – Et held man først skal op igen om 4 timer!”

Kender du ham? Han er måske 28, eller 26. Måske han er fyldt 30 eller 40 lige om lidt. Han skriver det på facebook, eller twitter eller hvor han nu ytrer sig. Og han har mange venner, der siger og skriver det samme og som giver ham ret i, at det er hårdt, men også i, at det er pisse sejt at arbejde meget.

Hans kvindelige pendant er der også. Der er dem på 25, 28 eller 32, der har tætsiddende pencilskirts eller ansvarsfølelse på. De skal både se godt ud og vise, at selv om man gør dét, kan man godt sparke røv og være mindst lige så ambitiøs og dygtig, som deres blåskjortede kolleger.

De dropper frokosten, både fordi det jo gør det nemmere at holde de 57 kg, og fordi det er lidt sejt at have så travlt at man er nødt til at ofre mad og søvn og leve af redbull.

Så er der dem på lidt over 33, der skal hente William og Sofia helst inden 16:10, eller hvert fald senest kl. 16:50, så det ikke er alt for pinligt i børnehaven. Så kan man jo altid logge på når de sover, for man lægger jo ikke under 12 timer på en dag, vel? Bare fordi man har børn, er man jo ikke en dårlig arbejdskraft. Vel?

Så er der dét, med at blive set.

For noget tid siden læste jeg om en engelsk undersøgelse, der viste, at det ikke bare ses som sejt at arbejde meget fra kollegerne. Selv din chef, synes at du er mere værd som medarbejder, hvis du arbejder mange timer. Uanset hvilke resultater du lægger, vel at mærke.

avisklip arbejdstider

Der er virksomheder, hvor adgangsbilletten til mere i løn og udnævnelser er en arbejdsuge på over 60 timer. Ikke resultaterne i sig selv, men tiden du lægger. Og især hvor mange timer du lægger på kontoret, hvor man kan se dig.

Det handler ikke om dét man leverer, det handler om hvor meget man bliver set. Og om hvordan man bliver set. Vi er en stak aber alle sammen, jeg ved det godt, og noget af det mest basale i vores eksistens er at blive set (tak til Kierkegaard) og især vigtigt at blive set som fulde af styrke og potentiale. Ellers ER vi ikke noget. Ikke nok.

Det er altså sejt at arbejde meget. Det er et udtryk for (maskulin) styrke at kunne blive ved i én uendelighed, være den sidste på kontoret, sende den sidste mail sent og så alligevel møde ind så tidligt, at man helst kan nå at svare sig selv et par gange, inden de andre møder ind.

Jeg arbejder meget, fordi jeg synes det er sjovt!

Fint og godt for dig. Det er vigtigt at have det sjovt på jobbet, men i sidste ende handler det ikke om hvorvidt det er sjovt eller ej; det handler om hvad kroppen kan holde til, og dét, der virkede fint da du var 26, virker ikke helt så godt når du er 36 og endnu mindre når du er 46.

For det er dér filmen – og vi – knækker i dén kultur. Det er dét, der skræmmer mig så meget, at jeg mest har lyst til at se den anden vej: Vi kan ikke holde til det. Vi er ikke skabt til det. Vores arbejdskultur, der favoriserer én måde at være både medarbejder og leder på, brænder vores bedste medarbejderes hjerner af – hvis ikke de da dør af det.

Overdriver hun ikke lige lidt? Jo, måske. Det er ikke alle der dør. Lige med det samme. Ikke helt, hvert fald.

Det handler om hjernen

Uden din hjerne er du ikke. Det virker måske banalt at skrive, men jeg tror, mange glemmer det.

Din hjerne er en fysisk del af din krop, så det du byder din krop, byder du din hjerne. Ikke kun din psyke og dit sind, men den samling fedt og neuroner der udgør din hjerne.

Det er et spørgsmål om fysiologi og kemi, og en erkendelse af, at uanset hvor videnstunge og højt kvalificerede vi er, så kan fysikken spænde ben for os, også når det kommer til din hjerne.

I tindingelapperne i din hjerne ligger der et lille område der hedder amygdala. Amygdala er abehjernen. Den er centret for angst, glæde, lyst, vrede. Ufiltreret og unuanceret. Vi fødes med amygdala, og den er der til vi dør. Spædbørn styres nærmest udelukkende af amygdala, og det er da også et meget primitivt center, der stort set ikke kan andet end at reagere positivt eller negativt på noget. Uanset hvor velopdragen du selv synes du er, uanset hvor længe du har arbejdet med dig selv eller hvor meget du er trimmet af MBAs og lign; så vil amygdala altid reagere først og meget primitivt på indtryk.

Ser du et menneske med groteske misdannelser, vil amygdala på et splitsekund sende den mere bevidste del af hjernen signaler om ubehag, inden din rationelle del af hjernen dæmper reaktionen med logiske rationaler og ”overskriver” følelsen med medlidenhed eller noget andet politisk korrekt. Men amygdalas reaktion er der uanset.

Tæt ved amygdala findes hippocampus, der er et ikke særlig stort område, formet lidt som en søhest. Hippocampus er væsentlig mere avanceret end amygdala og det er dén, der gør os til de dygtige, effektive mennesker – og medarbejdere – vi er. Det er hér nye ideer opstår, det er her vi omsætter korttidshukommelsen til langtidshukommelse, og det er her vi orienterer os rumligt. Det er her, den kreative leg sker.

Hippocampus er ideelt nok plastisk, dvs. der kan dannes nye hjerneceller, og nye forgreninger: ny viden kan lejres.

The bad guys

Både kortisol og adrenalin er aktive i en presset situation, og det er vist efterhånden almen viden at de er de to primære aktører når det gælder stress. Begge hormoner er der af en grund. De er ikke skadelige som udgangspunkt og er tværtimod medvirkende til, at vi overlever længere i en farlig situation.

Adrenalin er nok mest kendt for det kick det giver. Det er hurtig ind, hurtigt ud. Det er et nærmest mirakuløst hormon, der forstærker fokus og gør, at vi kan tænke skarpt, og reagere lynhurtigt, hvis vi er udsat for fare. Hvor mange gange har man ikke reddet en deadline eller et akut problem, kørende på adrenalin? Effekten er eftertragtet, og med god grund.

Kortisol minder meget om adrenalin i effekt. Forskellen er hastigheden. Kortisol er langsommere om at gå i blodet, og det er længere tid om at forsvinde fra kroppen igen. Det bliver dannet i binyrerne og udskilles til blodet i en helt naturlig cyklus hen over dagen.

Kortisols primære funktioner findes i kulhydrat-, fedt- og protein-stofskiftet. Det øger blodsukkeret og undertrykker immunsystem og inflammationsreaktioner.

Oversat til det vi oplever i kroppen, så sikrer kortisol at vi har lettilgængelig energi i blodet så hjernen kan tænke klart, og at energien netop bruges til de primære funktioner, nemlig hjerne og muskler.

I en faresituation stiger kortisolmængden i kroppen, og det påvirker blod-hjerne barrieren, så der hurtigere kan tilflyde energi og hormoner til hjernen. Blodet selv påvirkes, så det størkner hurtigere. Det betyder; at såres vi i kampen, lukkes såret hurtigere og risikoen for forblødning mindskes. Samtidig sættes smertetærsklen op.

Kortisol er det ultimative drug til overlevelse: vi bliver overmennesker. For en tid.

Men det er uøkonomisk og lånt tid. Kortisoleffekten er netop centreret om her og nu, og alt andet sættes i bero. Fordøjelse, forplantning og immunforsvar er sekundært, når det gælder om, at redde børn ud af brændende bygninger.

Bivirkningerne ved at være overmenneske

Den oprindelig design-tanke – hvis der har været en sådan – må have været at kortisol kun kortvarigt er i kroppen i store mængder. Når balladen er drevet over, kan alt det andet starte op igen.

Men hvad sker der så, når kortisolen ikke forsvinder? Når vi aldrig rigtig er i ro, og når den ene situation efter den anden sætter os i alarmberedskab?

I hjernen betyder langvarig påvirkning af kortisol skræmmende meget. Blod-hjernebarrierens ændring betyder, at der transporteres for meget over fra blodet til hjernen, som derfor bliver udtrættet og hjenecellerne irritable. Der sker en ubalance i neurotransmittere, og ophobning af affaldsstoffer, der ikke når at blive transporteret væk.

Dyreforsøg har vist, at de områder i hjernen, der har mange kortisol-receptorer skrumper ved langvarig forhøjet kortisolniveau. Celler dør simpelthen af overload. Antallet af receptorer på celleoverfladerne mindskes. Aktiviteten falder. Det er sikkert også en måde at hjernen beskytter sig selv. Er der ingen receptorer, forsvinder bombardementet.

Et af de områder i hjernen, der har mange kortisolreceptorer er hippocampus. Det vil sige at hippocampus, – der som nævnt er vores kreative motor, stedet hvor vi lærer og stedet hvor vi husker – stivner og skrumper ind ved længerevarende højt niveau af kortisol i kroppen. Det resulterer helt banalt i, at man ikke længere er kreativ. At man ikke længere kan huske. At det bliver svært at overskue komplekse problemstillinger.

Samtidig får kortisol amygdala til at vokse og reagere voldsommere på impulser. Det resulterer i, at vi overreagerer med voldsommere og mere primitive følelser: vi bliver hurtigere og mere vrede, kede af det, frustrerede eller overgearede. Vi får svært ved at prioritere og generelt svært ved at styre impulserne fra amygdala.

Til en start.

Senere i forløbet, når kortisolreceptorerne er ved at være brændt af, tager apatien over. Hjernen reagerer ikke længere så nemt. Nu er de store følelser væk og der er en reel depression tilbage. Følelsesløshed på din inderside.

Varer kortisolpåvirkningen længe nok, bliver skaden permanent. Ikke nødvendigvis depressionen, men ’blot’ den manglende kreativitet og korttidshukommelsen.

Men man kommer selvfølgelig langt med post-it’s og evernote…

Ironman ruster i regn

Resten af kroppen tager selvfølgelig også skade.

Det undertrykkede immunforsvar, betyder at vi bliver mere modtagelige for infektioner. Der er jo slækket på forsvaret., så banale forkølelser eller influenza bliver hyppigere og mere voldsomme.

Blodets hurtigere størkning kan give ellers raske mænd (sic!) spontane blodpropper.

Sår vil ikke heles, knogler afkalkes. Musklerne nedbrydes og der aflejres fedt i stedet. Typisk omkring maven. Huden bliver tyndere og mere modtagelig for infektioner. Uren hud i ansigtet, eller hvor man nu plejer at slå ud. Forplantningen bliver nedsat, så det er ikke lige dér man skal forsøge at få børn. Hvis ellers man havde tid, til det dér med sex. Eller lyst. Det er selvfølgelig også amygdala der styrer den del – og mangel på samme.

Der er sikkert mere, jeg ikke har med her, men det, der skræmmer mig mest er dét med hjernen.

For at skære det ud i pap: Stress er en fysisk tilstand hvor vi gennem længere tid har haft et konstant højt indhold af kortisol i blodet. Det handler ikke om at være svag eller stærk, det handler ikke om, at man knækker psykisk– selvom det nok også sker til sidst. Det handler om, at kortisol fysisk har påvirket, og måske direkte nedbrudt en del af hjernen, så du ikke længere er fysisk i stand til at huske, ikke er fysisk i stand til at få nye ideer, og ikke er fysisk i stand til at tænke abstrakt og koncentrere dig.

Du er ikke længere i stand til ting, du med lethed kunne før.

Du har lavet en hjerneskade på dig selv.

Eller hvem bærer skylden? Hvis ansvar er det, i sidste ende? Dit, eller dem du arbejder for? Hvem er ansvarlig for en kultur, der presser os ud i alt for meget, alt for længe?

Og hvor stort er hullet i vandet, når du trækker fingeren op igen?

  

Vil du læse mere om stress og hvordan det påvirker din hjerne og din krop? Her er 5 artikler der tager hvert af de væsentligste temaer lidt mere i dybden. Jeg har skrevet dem på engelsk, men en oversættelse er lige på trapperne: