Fire år – og hvad nu?

 

Fire år! Hurra! Bloch&Østergaard har eksisteret i fire år. Og vi både overlever og lever. Her er en status og noget læring – og lancering af tre markante nyheder: Kindness budget, impact account, og vi søger flere folk.

Nedenfor kan du læse om:

  1. Status efter fire år
  2. Hvad jeg har lært
  3. Tre nyheder

 

1: Status efter fire år

Hold op, vi er kommet godt fra land. Vi gjorde os de første tanker om new school-leadership for ca. ti år siden (før Bloch&Østergaard eksisterede), og alle vores tiltag, eksperimenter, tanker og erfaringer giver pote nu. Fra at have været et deltidsprojekt og en forsigtig “vi dypper tåen i vandet” for fire år siden, er det nu blevet et fuldtidsprojekt med passion og “hovedspring på dybt vand”.

Vores formål er soleklart: Creating organizations, where people want to show up.

Det er en kæmpe fornøjelse at blive inviteret helt ind i hjertet af de organisationer, som vi hjælper, og være med til at gøre dem responsive og moderne; og skabe virksomheder der tiltrækker både medarbejdere og kunder. Vores kultur er vores stærkeste produkt, og det smitter af.

Her er en tidslinje over de vigtigste milepæle:

  • 2014

    Kan isen holde?

    B&Ø er et eksperiment; et deltidsprojekt. Første formulering af et klart formål. Første betalte foredrag. Første betalte engagementer.

  • 2015

    Afgang

    Erik fuld tid i B&Ø, og fuldtids allokeret til kunder. Rådgivning, forløb og foredrag.

  • 2016

    Vi vokser

    Line med i B&Ø. Konsolidering af forretningen. Gæsteoptræder i forskellige tidsskrifter og podcasts, også internationalt.

  • 2017

    Vi vokser mere

    Puk med i B&Ø. Vi flytter til vores nye kontor. Podcasten fødes. Vi lander en bogkontrakt. Rekord-omsætning.

  • 2018

    Vi vokser måske endnu mere

    Kindness budget fødes. Impact account fødes. Skal du være med?

Det ser succesfuldt ud; og sådan føles det. Vi har masser at lave, både i og på forretningen, vi passer på hinanden, og vores kunder er glade. Vi kommer ud af året med overskud, som vi bruger til at investere i fremtiden; blandt andet i flere medarbejdere.

 

Her er nogle nøgletal for 2017:

26

forskellige kunder, hvor vi har arbejdet med rådgivning, workshops, seminarer eller forløb.

39

foredrag afholdt

1

bog skrevet
(udkommer februar 2018)

Hvor kommer kunderne fra? Check denne oversigt (tallene er procentfordeling af antal opgaver):

Langt størstedelen er mersalg til eksisterende kunder; både krydssalg, opsalg og forlængelse af aftaler. Netværk betyder en kæmpe forskel, ligesom social selling gør. Foredragene er begyndt at generere mange aftaler, men mest af alt er de med til at inspirere vores kunder og til at skabe branding. De er en vigtig del af vores impact account – se længere nede. ‘Andet’ dækker bla. over back-to-back aftaler og lunken canvas-salg.

Læs også om Lines tanker om hendes to år, og om Puks første 100 dage. Begge dele er stærk og lærerig læsning om tryghed og frihed.

 

2: Hvad har jeg lært

Nogle kontante erfaringer:

  • Jeg er voldsomt stolt af hvad vi laver, hver især.
  • Det var det helt rigtige at starte som selvstændig – og med dét formål
  • Jeg har lært, at jeg måler succes på, om vi har det godt. Punktum. Det er det vigtigste krav. Jeg kan tydeligt mærke, at jeg bekymrer mig om os. Det er en kæmpe læring, og det ramte mig rigtigt tydeligt her i 2017. Det er vigtigere end at tjene penge.
  • Vores formål og vores kultur er de to stærkeste redskaber for trivsel. Det virker, når vi tager vores egen medicin. Jeg VIL skabe en organisation, hvor vi gider være.
  • Jeg har lært, at vores kultur samtidigt er vores produkt. Vores tilgang og mindset er det stærkeste redskab vi har, når vi hjælper kunderne.
  • Vi har været tidligt ude med tankerne om paradigmeskiftet i ledelse og organisering. De ting vi talte om for 2-4 år siden har mere gennemslagskraft nu.

Noget har også gjort ondt, og har været tungt. En personlig, stor erfaringer er: Det er svært at vide, hvornår jeg har gjort det GODT NOK

Øj, den er hård. Der er jo altid noget at lave, både i forretningen og på forretningen. Der er altid et blogindlæg jeg bør skrive. En artikel eller en bog jeg bør læse. En kunde jeg bør ringe op. Et tilbud jeg bør skrive. Et review af hjemmesiden. SoMe updates. CRM opdateringer. Review af PowerPoint til kunden. Være mere aktiv i netværk. Facetime mere med Line og Puk. Tage en opgave fra strategi-backloggen. Sætte mig mere ind i deep learning.

Jeg forsøger at lære at slippe det tidligere. Man kan jo gå helt Gary Vaynerchuk på det … men det er både usundt og måske ikke umagen værd. Jeg forsøger at overbevise mig om, at vi er dér på S-kurven, hvor den næste time eller tre ikke gør en kæmpe forskel for effektiviteten eller produktiviteten eller værdiskabelsen, men at det i stedet er klogt at restituere. Dét er min største opgave for tiden.

Men vi har stadigt verdens bedste grund til at investere tid i det: Vi skal skabe organisationer, hvor folk gider være. DET er fedt!

 

3: Tre nyheder

Vi kan se frem til disse tre fantastiske ting i 2018:

Kindness budget

Vi har i efteråret eksperimenteret (speedboat-style) med at have et kindness budget, som opfordrer os til at bruge til på at hjælpe folk og organisationer, som ikke har mulighed for at betale selv. Det formaliserer vi nu, i 2018.

Vores formål er, at skabe arbejdspladser, hvor folk gider være. Det skal være fedt at gå på arbejde – for alle.​ Men, ikke alle organisationer – eller personer – har råd til at engagere os. Ind i mellem har vi måttet afvise at hjælpe nogen, der ikke havde penge til det. Disse organisationer – eller personer – skal ikke afskæres fra hjælp. Derfor leverer vi nogle af vores timer til dem, uden beregning. ​Modtagerne vil typisk være​

  • Opstartsvirksomheder​
  • Studerende, der har brug for karriererådgivning​
  • NGO/frivillige organisationer​

Målet er, at dette arbejde skaber værdi for modtagerne; og at det skaber værdi for os i Bloch&Østergaard ved at vi føler at vi hjælper nogen.​ Hver medarbejder i Bloch&Østergaard kan bruge op til 10% af sin tid på denne type arbejde. Tiden skal registreres, og resultaterne skal deles/fortælles om, på fredagsmøderne i Bloch&Østergaard.

Sig til, hvis du vil ansøge om hjælp.

 

Impact account – eller effektregnskab

Vi vil måle vores succes via et effektregnskab, altså ikke udelukkende på vores økonomiske sundhed. Vi har to dimensioner som vi måler på:

  1. Intern effekt
    Medarbejdere skal føle, at dette er en organisation, de kan være i for resten af deres liv. Medarbejderne skal føle sig trygge, anerkendte og holdt af. Medarbejdere skal have mulighed for at vokse og udvikle kompetencer, ekspertise og ansvarlighed. Medarbejderne skal føle, at de har mulighed for at gøre en forskel.
    Vi måler det ugentligt via et meget kort spørgeskema; 3 spørgsmål om hhv. relationer, resultater og arbejdsbelastning. Resultatet skal være mindst 4 på en 1-5 skala.
  2. Ekstern effekt
    Vi vil inspirere 1.000.000 ledere til at være med til at skabe organisationer, hvor folk vil være.
    Vi vil sikre, at de ledere og organisationer, vi hjælper med at transformere og udvikle, virkelig vokser på en positiv og engagerende måde.
    Vi måler det gennem interviews og via vægtet optælling af dem, vi er i berøring med gennem foredrag, podcast, medier og publikationer.

Begge dimensioner fokuserer på at nå FN bæredygtighedsmål nummer 8: Decent work and economic growth.

 

Vi skal være flere

I foråret 2018 skal vi være 1-2 medarbejdere mere, hvis vi kan finde dem der passer ind.

Vi skal finde nogen, der vil være med til at arbejde for formålet “creating organizations, where people want to show up”. Nogen, der har vores kemi og mindset. Nogen, vi vil grine sammen med og være sårbar sammen med.  Nogen der vil have hinandens ryg. Nogen, der har fantastisk viden og erfaring, og en skøn tilgang til det at hjælpe andre med ledelse, leadership, forandringer, teknologi, IT og alt det andet, der er med i en moderne virksomhed.

Er det dig?

 

Således …

Tak for i år.

Tak til Puk og Line! I er nogle FANTASTISKE kolleger.

Jeg vil virkeligt gerne være med til at skabe en organisation, hvor vi gider være.

/Erik

 

About the author: Erik

Erik is trusted advisor, an experienced leader, department manager, project/program manager. Master of Science from Technical University of Copenhagen. EBA in cross-cultural project management.

Leave a Reply

Your email address will not be published.