Stress, arbejdskultur og hjerneskader

“Hjulet kører rundt, men hamsteren er død!”

“Endelig fri efter 17 timers arbejde – Et held man først skal op igen om 4 timer!”

Kender du ham? Han er måske 28, eller 26. Måske han er fyldt 30 eller 40 lige om lidt. Han skriver det på facebook, eller twitter eller hvor han nu ytrer sig. Og han har mange venner, der siger og skriver det samme og som giver ham ret i, at det er hårdt, men også i, at det er pisse sejt at arbejde meget.

Hans kvindelige pendant er der også. Der er dem på 25, 28 eller 32, der har tætsiddende pencilskirts eller ansvarsfølelse på. De skal både se godt ud og vise, at selv om man gør dét, kan man godt sparke røv og være mindst lige så ambitiøs og dygtig, som deres blåskjortede kolleger.

De dropper frokosten, både fordi det jo gør det nemmere at holde de 57 kg, og fordi det er lidt sejt at have så travlt at man er nødt til at ofre mad og søvn og leve af redbull.

Så er der dem på lidt over 33, der skal hente William og Sofia helst inden 16:10, eller hvert fald senest kl. 16:50, så det ikke er alt for pinligt i børnehaven. Så kan man jo altid logge på når de sover, for man lægger jo ikke under 12 timer på en dag, vel? Bare fordi man har børn, er man jo ikke en dårlig arbejdskraft. Vel?

Så er der dét, med at blive set.

For noget tid siden læste jeg om en engelsk undersøgelse, der viste, at det ikke bare ses som sejt at arbejde meget fra kollegerne. Selv din chef, synes at du er mere værd som medarbejder, hvis du arbejder mange timer. Uanset hvilke resultater du lægger, vel at mærke.

avisklip arbejdstider

Der er virksomheder, hvor adgangsbilletten til mere i løn og udnævnelser er en arbejdsuge på over 60 timer. Ikke resultaterne i sig selv, men tiden du lægger. Og især hvor mange timer du lægger på kontoret, hvor man kan se dig.

Det handler ikke om dét man leverer, det handler om hvor meget man bliver set. Og om hvordan man bliver set. Vi er en stak aber alle sammen, jeg ved det godt, og noget af det mest basale i vores eksistens er at blive set (tak til Kierkegaard) og især vigtigt at blive set som fulde af styrke og potentiale. Ellers ER vi ikke noget. Ikke nok.

Det er altså sejt at arbejde meget. Det er et udtryk for (maskulin) styrke at kunne blive ved i én uendelighed, være den sidste på kontoret, sende den sidste mail sent og så alligevel møde ind så tidligt, at man helst kan nå at svare sig selv et par gange, inden de andre møder ind.

Jeg arbejder meget, fordi jeg synes det er sjovt!

Fint og godt for dig. Det er vigtigt at have det sjovt på jobbet, men i sidste ende handler det ikke om hvorvidt det er sjovt eller ej; det handler om hvad kroppen kan holde til, og dét, der virkede fint da du var 26, virker ikke helt så godt når du er 36 og endnu mindre når du er 46.

For det er dér filmen – og vi – knækker i dén kultur. Det er dét, der skræmmer mig så meget, at jeg mest har lyst til at se den anden vej: Vi kan ikke holde til det. Vi er ikke skabt til det. Vores arbejdskultur, der favoriserer én måde at være både medarbejder og leder på, brænder vores bedste medarbejderes hjerner af – hvis ikke de da dør af det.

Overdriver hun ikke lige lidt? Jo, måske. Det er ikke alle der dør. Lige med det samme. Ikke helt, hvert fald.

Det handler om hjernen

Uden din hjerne er du ikke. Det virker måske banalt at skrive, men jeg tror, mange glemmer det.

Din hjerne er en fysisk del af din krop, så det du byder din krop, byder du din hjerne. Ikke kun din psyke og dit sind, men den samling fedt og neuroner der udgør din hjerne.

Det er et spørgsmål om fysiologi og kemi, og en erkendelse af, at uanset hvor videnstunge og højt kvalificerede vi er, så kan fysikken spænde ben for os, også når det kommer til din hjerne.

I tindingelapperne i din hjerne ligger der et lille område der hedder amygdala. Amygdala er abehjernen. Den er centret for angst, glæde, lyst, vrede. Ufiltreret og unuanceret. Vi fødes med amygdala, og den er der til vi dør. Spædbørn styres nærmest udelukkende af amygdala, og det er da også et meget primitivt center, der stort set ikke kan andet end at reagere positivt eller negativt på noget. Uanset hvor velopdragen du selv synes du er, uanset hvor længe du har arbejdet med dig selv eller hvor meget du er trimmet af MBAs og lign; så vil amygdala altid reagere først og meget primitivt på indtryk.

Ser du et menneske med groteske misdannelser, vil amygdala på et splitsekund sende den mere bevidste del af hjernen signaler om ubehag, inden din rationelle del af hjernen dæmper reaktionen med logiske rationaler og ”overskriver” følelsen med medlidenhed eller noget andet politisk korrekt. Men amygdalas reaktion er der uanset.

Tæt ved amygdala findes hippocampus, der er et ikke særlig stort område, formet lidt som en søhest. Hippocampus er væsentlig mere avanceret end amygdala og det er dén, der gør os til de dygtige, effektive mennesker – og medarbejdere – vi er. Det er hér nye ideer opstår, det er her vi omsætter korttidshukommelsen til langtidshukommelse, og det er her vi orienterer os rumligt. Det er her, den kreative leg sker.

Hippocampus er ideelt nok plastisk, dvs. der kan dannes nye hjerneceller, og nye forgreninger: ny viden kan lejres.

The bad guys

Både kortisol og adrenalin er aktive i en presset situation, og det er vist efterhånden almen viden at de er de to primære aktører når det gælder stress. Begge hormoner er der af en grund. De er ikke skadelige som udgangspunkt og er tværtimod medvirkende til, at vi overlever længere i en farlig situation.

Adrenalin er nok mest kendt for det kick det giver. Det er hurtig ind, hurtigt ud. Det er et nærmest mirakuløst hormon, der forstærker fokus og gør, at vi kan tænke skarpt, og reagere lynhurtigt, hvis vi er udsat for fare. Hvor mange gange har man ikke reddet en deadline eller et akut problem, kørende på adrenalin? Effekten er eftertragtet, og med god grund.

Kortisol minder meget om adrenalin i effekt. Forskellen er hastigheden. Kortisol er langsommere om at gå i blodet, og det er længere tid om at forsvinde fra kroppen igen. Det bliver dannet i binyrerne og udskilles til blodet i en helt naturlig cyklus hen over dagen.

Kortisols primære funktioner findes i kulhydrat-, fedt- og protein-stofskiftet. Det øger blodsukkeret og undertrykker immunsystem og inflammationsreaktioner.

Oversat til det vi oplever i kroppen, så sikrer kortisol at vi har lettilgængelig energi i blodet så hjernen kan tænke klart, og at energien netop bruges til de primære funktioner, nemlig hjerne og muskler.

I en faresituation stiger kortisolmængden i kroppen, og det påvirker blod-hjerne barrieren, så der hurtigere kan tilflyde energi og hormoner til hjernen. Blodet selv påvirkes, så det størkner hurtigere. Det betyder; at såres vi i kampen, lukkes såret hurtigere og risikoen for forblødning mindskes. Samtidig sættes smertetærsklen op.

Kortisol er det ultimative drug til overlevelse: vi bliver overmennesker. For en tid.

Men det er uøkonomisk og lånt tid. Kortisoleffekten er netop centreret om her og nu, og alt andet sættes i bero. Fordøjelse, forplantning og immunforsvar er sekundært, når det gælder om, at redde børn ud af brændende bygninger.

Bivirkningerne ved at være overmenneske

Den oprindelig design-tanke – hvis der har været en sådan – må have været at kortisol kun kortvarigt er i kroppen i store mængder. Når balladen er drevet over, kan alt det andet starte op igen.

Men hvad sker der så, når kortisolen ikke forsvinder? Når vi aldrig rigtig er i ro, og når den ene situation efter den anden sætter os i alarmberedskab?

I hjernen betyder langvarig påvirkning af kortisol skræmmende meget. Blod-hjernebarrierens ændring betyder, at der transporteres for meget over fra blodet til hjernen, som derfor bliver udtrættet og hjenecellerne irritable. Der sker en ubalance i neurotransmittere, og ophobning af affaldsstoffer, der ikke når at blive transporteret væk.

Dyreforsøg har vist, at de områder i hjernen, der har mange kortisol-receptorer skrumper ved langvarig forhøjet kortisolniveau. Celler dør simpelthen af overload. Antallet af receptorer på celleoverfladerne mindskes. Aktiviteten falder. Det er sikkert også en måde at hjernen beskytter sig selv. Er der ingen receptorer, forsvinder bombardementet.

Et af de områder i hjernen, der har mange kortisolreceptorer er hippocampus. Det vil sige at hippocampus, – der som nævnt er vores kreative motor, stedet hvor vi lærer og stedet hvor vi husker – stivner og skrumper ind ved længerevarende højt niveau af kortisol i kroppen. Det resulterer helt banalt i, at man ikke længere er kreativ. At man ikke længere kan huske. At det bliver svært at overskue komplekse problemstillinger.

Samtidig får kortisol amygdala til at vokse og reagere voldsommere på impulser. Det resulterer i, at vi overreagerer med voldsommere og mere primitive følelser: vi bliver hurtigere og mere vrede, kede af det, frustrerede eller overgearede. Vi får svært ved at prioritere og generelt svært ved at styre impulserne fra amygdala.

Til en start.

Senere i forløbet, når kortisolreceptorerne er ved at være brændt af, tager apatien over. Hjernen reagerer ikke længere så nemt. Nu er de store følelser væk og der er en reel depression tilbage. Følelsesløshed på din inderside.

Varer kortisolpåvirkningen længe nok, bliver skaden permanent. Ikke nødvendigvis depressionen, men ’blot’ den manglende kreativitet og korttidshukommelsen.

Men man kommer selvfølgelig langt med post-it’s og evernote…

Ironman ruster i regn

Resten af kroppen tager selvfølgelig også skade.

Det undertrykkede immunforsvar, betyder at vi bliver mere modtagelige for infektioner. Der er jo slækket på forsvaret., så banale forkølelser eller influenza bliver hyppigere og mere voldsomme.

Blodets hurtigere størkning kan give ellers raske mænd (sic!) spontane blodpropper.

Sår vil ikke heles, knogler afkalkes. Musklerne nedbrydes og der aflejres fedt i stedet. Typisk omkring maven. Huden bliver tyndere og mere modtagelig for infektioner. Uren hud i ansigtet, eller hvor man nu plejer at slå ud. Forplantningen bliver nedsat, så det er ikke lige dér man skal forsøge at få børn. Hvis ellers man havde tid, til det dér med sex. Eller lyst. Det er selvfølgelig også amygdala der styrer den del – og mangel på samme.

Der er sikkert mere, jeg ikke har med her, men det, der skræmmer mig mest er dét med hjernen.

For at skære det ud i pap: Stress er en fysisk tilstand hvor vi gennem længere tid har haft et konstant højt indhold af kortisol i blodet. Det handler ikke om at være svag eller stærk, det handler ikke om, at man knækker psykisk– selvom det nok også sker til sidst. Det handler om, at kortisol fysisk har påvirket, og måske direkte nedbrudt en del af hjernen, så du ikke længere er fysisk i stand til at huske, ikke er fysisk i stand til at få nye ideer, og ikke er fysisk i stand til at tænke abstrakt og koncentrere dig.

Du er ikke længere i stand til ting, du med lethed kunne før.

Du har lavet en hjerneskade på dig selv.

Eller hvem bærer skylden? Hvis ansvar er det, i sidste ende? Dit, eller dem du arbejder for? Hvem er ansvarlig for en kultur, der presser os ud i alt for meget, alt for længe?

Og hvor stort er hullet i vandet, når du trækker fingeren op igen?

  

Vil du læse mere om stress og hvordan det påvirker din hjerne og din krop? Her er 5 artikler der tager hvert af de væsentligste temaer lidt mere i dybden. Jeg har skrevet dem på engelsk, men en oversættelse er lige på trapperne:

About the author: Line Bloch

Line has more than 17 years of real-life experience as department manager, project manager, senior specialist and programme manager at Novo Nordisk A/S. Master of Science. Practitioner in ITIL, Service Management.

51 comments to “Stress, arbejdskultur og hjerneskader”

You can leave a reply or Trackback this post.

  1. Lama Juma - 4. september 2013 at 9:55 Reply

    Tak for din korte og præcise opsummering på hvorfor det ikke kan gå hurtigt nok med at vågne op og komme ud af hamsterhjulet.

    Efter at have haft stress har jeg gjort alt hvad jeg kunne for at genoptræne min hjerne. Løst små opgaver, lagt puslespil på tid, øvet mig i at huske ting udenad, læst mere og mere, men jeg er stadig ikke helt på niveau med tiden før stress. Men hey! Jeg kan huske de fleste af mine aftaler. Og jeg kan huske ting uden post its. Men der har været ÅR hvor jeg ikke kunne klare mig uden… Og kan kan få gode ideer igen. Og jeg begynder ikke at ryste og græde, når der er en høj lyd. Kun hvis jeg har sovet for lidt dagen før. Og jeg kan stoppe det igen på 5 min. 5 min er bedre end en time.

    Og jeg opfatter mig selv som rask igen. Det ærgelige er, at de mennesker, som gør sådan her ikke ved, hvor de skal starte for at komme ud af det.

    Det er jo inden i hovedet den er gal, allerede inden man bliver syg med de krav man har til sig selv, eller de ting man værdsætter ved sig selv. Man må gøre op med sig selv hvad ens liv handler om. Hvad der skal siges til talerne ved ens begravelse. Overveje om man kan se sig selv i øjnene og elske sig selv som menneske, hvis man var arbejdsløs i et par år. Hvorfor man overhovedet vil være her på kloden. Om man evner at slukke for mobil og pc i en uge og nyde livet, eller om man konstant har dårlig samvittighed eller tænker på arb. Der er intet i vejen med at ens arbejde er ens passion og det mest fantastiske i ens liv, men hvis man vil finde en kur for kræft eller HIV så kræver det man overlever længe nok til at se resultaterne af sin forskning, og at ens hjerne kan forstå resultaterne. Hvis den eneste måde man kan fatte det på er, at det er ens JOB, ens PLIGT at ligge på langs og gerne sove 7-8 timer, så må det være den tankegang, man har. Og ens pligt at spise nok – på samme måde som man ser det som en pligt lige at sende den sidste mail afsted…

    • Line Bloch - 4. september 2013 at 16:16 Reply

      Tak for dit input, Lama Juma. Det er superfint at du kaster lidt lys over de andre sider jeg ikke selv er kommet ind på her: hvordan er det at være kørt ud over kanten, hvordan kommer man op igen, og især vigtigt: hvordan lever man det fede, spændende, aktive (arbejds)liv uden at køre i hegnet – og uden at give afkald på ambitionerne.

      • Lama Juma - 5. september 2013 at 0:11 Reply

        Det var lige de tanker, der kom, da jeg læste indlægget. Det med hvordan man kommer op igen og hvordan man lever et balanceret liv, det er vist ikke bare kapitler, men hele bøger for sig 🙂 Tror du har ramt det vigtigste, nemlig et wake-up call!

  2. Lars Lautrup-Larsen - 4. september 2013 at 14:30 Reply

    Fantastisk præcist ramt – og godt skrevet! Tak 🙂

  3. Ursula - 4. september 2013 at 18:10 Reply

    Læsning og viden man bliver meget klog af. Tak.

  4. Teresia - 4. september 2013 at 20:30 Reply

    Tack:) Line, mycket information uttryckt på ett lättfattligt sätt. Har Du tips på vad man gör när skadan är skedd? Säkert många som vill höra. Tror du att det går att få tillbaks förmågan att minnas och vara kreativ igen?

    • Line Bloch - 4. september 2013 at 21:19 Reply

      Velbekomme Teresia!

      En stresspsykolog har helt sikkert det helt rigtige svar til dine spørgsmål og min egen erfaring er at de, er de bedste til at hjælpe folk videre, så jeg vil altid anbefale at man får hjælp af en sådan ekspert.

      Om skaden er blivende afhænger meget af hvor tidligt i forløbet man bliver stoppet. Sker det i tide kan man helbredes helt, men går man for længe med det, kan skaden være irreversibel.

      Tips til at undgå at det sker, og hvad man gør for at komme op igen, kræver næsten sit helt eget indlæg, men det bedste jeg har lært i sin tid er, at sætte sig ned og vente.

      Når man rejser sig uden at opdage det, er man ved at være tilbage igen.

      • Malene Hollmann - 20. oktober 2013 at 10:36 Reply

        Vigtigt at vælge en stress-psykolog, der tager udgangspunkt i den viden, du sætter spot på her – at stress er et resultat af overload. Nogle psykologer ( og psykiatere, terapeuter, m.fl.) arbejder stadig ud fra forældede antagelser om, at stress handler om individet: at man er dårlig til at sige fra, at det er noget intrapsykisk som gør, at man ikke kan sige fra og holde til mosten. Jeg anbefaler til enhver tid Majken Matzau.

        • Sus Nielsen - 20. oktober 2013 at 12:56 Reply

          Ville også ønske, at det ville blive forstået på ledelsesplan – det er ikke individet, men betingelserne. Der er stadigvæk berøringsangst over for tidligere stressramte – ansættende forum tror ikke på, at man kan “holde til noget”.

    • Rolf - 6. december 2013 at 22:56 Reply

      Du kan også finde en psykomotorisk terapeut som vil lære dig at mærke og tolke kroppens signaler bedre, lære dig at øge parasympaticus aktivitet i din krop (ro og hvilesystem) mv. Jeg kan anbefale Mindfulness og lære at mediter bare 15 min. dagligt, vil skabe fysiske forandringer i din hjerne. MEN den eneste der kan lave det stykke arbejde er dig selv, der er ingen pille eller behandler der kan fikse dig. Det er et langt og sejt træk, men du bliver så meget klogere på dig selv, din krop og dens reaktioner. Find en psykomotorisk terapeut her: http://www.dap.dk

  5. Lars - 4. september 2013 at 21:12 Reply

    Jeg synes også, det er interessant. Jeg gik ned med tab af hukommelse og koncentration for 5 år siden og er stille og roligt kravlet op igen. Jeg led af søvnløshed i flere år i træk og havde efter 3-4 år svært ved at tro, jeg nogensinde skulle komme til at sove ordentligt igen. Nu sover jeg godt, men ikke altid som en sten ligesom før nedbruddet. Noget er forandret.

    Jeg vil påstå, at jeg er blevet mere kreativ end før. Det var efter den tur, jeg skrev min phd færdig, blev gift igen, flyttede til Kbh og så til udlandet og blev selvstændig. Jeg lærer nyt næsten hver dag og underviser selv. Jeg holder meget af mit arbejde og er mere taknemmelig for mange ting i mit liv.

    Jeg har egentlig en del stress-faktorer i mit liv, men jeg håndterer det bedre end før. Når man har overlevet den slags, virker mange problemer lidt mindre. Og man passer bedre på.

  6. Catherine - 4. september 2013 at 22:01 Reply

    Tak for et godt indlæg!

  7. René Frederiksen - 5. september 2013 at 10:08 Reply

    Hvis du har læst artiklen – vil jeg gerne understrege, at det skrevne naturligvis er rigtigt.
    Men man bruger ordet ”hjerneskade” i en forståelse af, den nedbrydning der foregår, er destruktiv.

    Jeg har personligt et andet syn på nedbrydningen og hvis du er interesseret i dette – Bedes du læse de næste par linjer der forklar min holdning.
    I lange perioder bliver hjernen udsat for angreb – af stoffer den selv skaber og disse stoffer er skabt for at skabe ”superman/superwoman” så vi kan overkomme belastninger vi normalt ikke skal være i.
    Når disse belastninger bliver varige, finder vores hjerne måder at deaktivere denne funktion på.
    JA den er tilsyneladende destruktiv, men den stopper processen.

    Når jeg siger ”tilsyneladende” så mener jeg at den gør noget godt.
    Gør den ikke dette – Fortsætter processen og personligt tror jeg på, at man kan ”arbejde sig til døden” nemt.

    Hvad sker der så BAG efter man har fået den såkaldte ”hjerneskade”.
    Det hjernen har tilbage at arbejde med, skaber en forandring – Det er HER jeg ikke helt forstår begrebet ”hjerneskade”, men ser mere på det som en naturlig forandring.
    Vores hud forandres HELE livet – Vi går ikke rundt og siger vi har fået en hudskade fordi vi får rynker, eller en fedmeskade fordi vi får en lille delle på siden.
    Vi forandres – At tro hjernen er statisk i sin funktion og tilstand er utopi.
    Hjerner har helt siden det første dyr fik tildelt hjerner, forandret sig hele livet igennem.
    Den tilsyneladende destruktive måde dette til tider foregår på, er blot en af disse forandringer.
    Man ændre sin måde at opføre sig på – Og får IKKE lov til at gøre det igen – Så er det så slemt?
    (Se hvad det har givet dig!)

    KAN vi så fungere med denne nye tilstand hjernen har påtaget sig?
    JA det kan vi. Faktisk ændrer livet sig til det bedre for dem der forstår dette – Forstår hvordan og HVORFOR det hele sker sådan…

    Kræver det noget af mig som person at forandre mig?
    Ja det kræver at DU tager aktion på dit eget liv – Og træner din hjerne i at være i ro – at kunne forholde sig til hverdagen på en anden måde.
    HELE din hjerne – HELE din væremåde er kodet til et bestemt mønster igennem dit liv.
    Nu kræver hjernen at du ændre dette mønster – Så træn – og bliv forbavset.
    Du bliver IKKE som du var før, så er dine mål at træne til at ”komme tilbage” så fejler du.
    Men træner du imod en ny forbedret livsstil – og få DIT liv tilbage, og ikke den illusion du tidligere levede, så ser du forandringer der hjælper dig videre og livet KAN blive godt igen på ”den fede måde” 
    Det er dejligt at være lykkelig, at have overskud, at NYDE livet.
    HUSK hvad DINE værdier indeholder…..Den gamle illusion eller noget HELT andet?

    René Frederiksen
    Instruktør HypnoCollege.dk

  8. René Frederiksen - 5. september 2013 at 10:09 Reply

    BTW – SUPER god indlæg du lavede der…TAK

  9. Line Bloch - 5. september 2013 at 22:05 Reply

    Velbekomme René 🙂

    Jeg er ikke selv hverken hjerneforsker eller psykolog, men har dog haft dialog med begge slags om ovenstående, så jeg vil fastholde, at selv om de faktorer der spiller ind i processen er naturlige i kroppen, så er selve processen, og resultatet, hvis det får lov at køre for lang tid, ikke specielt gavnlig for hverken krop eller psyke.

    Jeg er enig i, at man kan (og nok er nødt til..) bruge det som en mulighed for udvikling og at det gamle mønster tydeligvis var usundt; men er man nået derud hvor skaden er permanent, tror jeg det vil være forkert at kalde det en naturlig forandring, som man blot skal vokse af.

  10. Kristian Hald - 6. september 2013 at 2:21 Reply

    God retorik I dit indlæg. Det er som om du taler direkte til en og man kan ikke lade være med at læse færdig. Må indrømme at jeg allerede kort inde i teksten havde dannet mig min egen mening omkring din holdning.. (Jeg synes selvfølgelig ikke du havde ret) Jeg har mine egne klare holdninger om, at hårdt arbejde altid betaler sig, og at det er fedt at være have et spændende arbejde hvor man i fællesskab kan løse store opgaver. Også selvom dagene ofte bliver lange.. Den holdning har jeg stadig, for mit arbejde betyder stadig meget for mig, og sætter stadig en ære I at give den lidt ekstra gas på jobbet. Men må desværre sande at efter teksten var læst, var der ikke mange smarte modangreb tilbage I mig.. Det er sjældent det sker, men må indrømme at denne kommentar er stik modsat af hvad jeg ellers havde tænkt mig at skrive I første omgang, inden jeg havde færdiglæst dit indlæg. Hmm.. Den havde jeg ikke set komme.
    Som sagt er jeg glad for mit arbejde, så jeg vil altid have mere end de normale 37 timers arbejde om uge, det synes jeg nu heller ikke der er noget galt med. Men dit indlæg har alligevel fået mig til at tænke over flere ting.. Tror jeg I første omgang vil fokusere på at slippe mit arbejde helt når jeg tager hjem, og den vej igennem fokusere mere på det vigtigt i livet når man er hjemme. Det er da en start synes jeg 🙂 Tak for et godt “wake up call” der forhåbentlig vil få mig til at lade ALT arbejdet ligge på skrivebordet når jeg tager jeg og holder fri.

    • Line Bloch - 6. september 2013 at 8:26 Reply

      Århhh jeg blev glad, da jeg læste din kommentar, Kristian! Det er lige præcis dét budskab jeg gerne ville formidle: at det ikke handler om at (meget) arbejde er af det onde og at vi aldrig nogensinde må være på pinden til efter klokken 16:01 eller brænde for dét vi gør; men at kunsten er, at balancere det, så vi ikke brænder os selv af.
      Det er iøvrigt en super god ide at helt enkelt lade tingene ligge på kontoret, så man rent faktisk har HELT fri, når man har fri – jeg prøver selv at praktisere det, og det lykkes for det meste 🙂

  11. Susanne Jørgensen - 9. september 2013 at 7:38 Reply

    Jeg sidder og græder mens jeg læser dette. Kære venner tag jer i agt. Det der er beskrevet er min historie og kan kun opfordre til at tage dette alvorligt. Jeg har mistet stort set alt pga. denne hjeneskade, som jeg kun kan mærke bliver værre og værre. Jeg har i perioder svært ved at formulere mig og stave. Og mange mange flere problemer.

  12. Pernille Wennich - 9. september 2013 at 18:45 Reply

    Kære Line, tak for en meget simplificeret men pædagogisk beskrivelse af hvad stress gør i hjernen. Selvom jeg mener der er mange andre stressfaktorer end tids/eksponeringsfælden, synes jeg det vigtigste budskab er at vi alle sammen skal tage ansvar for os selv og hinanden og turde være med til at definere en sund kultur. Turde være effektive og tidsøkonomiske og vælge at arbejde for virksomheder, der fokuserer på resultater og ikke skrivebordszombier. Min oplevelse er iøvrigt at den der med hvad de andre mener (om hvornår vi kommer og går) i langt de fleste tilfælde er noget, der foregår oppe imellem ørerne på en selv. Så spark røv mens du er på job og hold fri når du holder fri – så bliver begge dele så meget sjovere.

    • Line Bloch - 9. september 2013 at 19:35 Reply

      Jeg er helt enig, der er hundredevis andre årsager til stress end det jeg nævner her – jeg harcelerer blot over noget som jeg tror på at vi kan ændre, hvis vi er klar over hvor dumt, farligt og uøkonomisk for virksomhederne det er. Jeg tror desværre ikke at det folk tror, kun foregår i os selv; men nogle – og nok især kvinder – bærer nok rundt på lidt større skyld end de egentlig har.

  13. byMelchiors - 12. september 2013 at 1:11 Reply

    Jeg er så en af dem, der slet ikke kunne styre det. Efter 8 år i overhalingsbanen, gik jeg ned med et brag og mistede ALT. Og når hjernen ikke virker, er det altså svært at komme på benene igen.
    Desværre har vi vænnet os så meget til de små stresstegn, at vi kollektivt overhører fx søvnløshed, irritabilitet, manglede sexlyst mm. “Sådan er det jo i et moderne liv”, så vi stopper først, når kroppen står helt af. Eller jeg gjorde.
    Jeg har skrevet om,hvordan det var her: http://christinamelchiors.dk/mennesker/sandheden-om-hvordan-det-i-virkeligheden-er-gaaet/
    Og jeg er ikke i nærheden af at være tilbage endnu.
    Tak for en god artikel!

    • Line Bloch - 14. oktober 2013 at 10:35 Reply

      Puh, har først fået læst dit indlæg nu, Christina. Det er jo sådan det er, og sådan det kan blive når man ikke stopper/bliver standset og lytter. Det der gør mig allermest rasende er stigmatiseringen som du indirekte beskriver og som nok er meget af det vi kæmper mod, når vi nægter at give op og bare bliver ved ud over alle grænser: Man er en svagpisser når man går ned med stress, og hvem har lyst til at være det i alles øjne herfra og i al fremtid?

  14. Michelle - 9. oktober 2013 at 8:08 Reply

    Tak for et rigtig godt og interessant indlæg. Jeg er især vild med den del hvor du skriver om hjernen; er det noget du vil dele en henvisning på så jeg kan blive endnu klogere?
    Mvh Michelle (www.kramdetvaek.dk)

    • Line Bloch - 12. oktober 2013 at 11:23 Reply

      Tak for de pæne ord, Michelle. Jeg har samlet min viden via samtaler med en stresspsykolog og en phd studerende hjerneforsker, men understøttet de lidt mere faktuelle ting af forskellige skriv på nettet som jeg desværre ikke har gemt, sorry!

  15. Lene - 12. oktober 2013 at 10:15 Reply

    Tak for en god artikel. Håber det er med til at skabe debat om konsekvenserne ved stress. Blev selv ramt i 2004 af stressrelateret angst og depression. Var syg i flere år og har i dag diagnosen: kronisk øget trætbarhed, og skal tage antidepressiv medicin resten af livet. Ingen tvivl om at min hjerne har taget permanent skade. Har hukommelses besvær, problemer med at huske ord og navne, svært ved at koncentrere mig, søvnproblemer. Er ofte træt og har brug for megen hvile og søvn. Det hele forværres når jeg har travlt. Stresssymptomerne viser sig med det samme.
    Jeg har de sidste 5 år arbejdet på halvtid i et skånejob. Min arbejdsevne og tilstand er permanent. Skal lige sige at jeg ikke har et dårligt liv 🙂 Jeg lever med det og er glad. Har vel formået at skabe mig et andet liv og få det til at fungere, men det er skræmmende hvor meget stress ændrede min tilværelse, og tænk hvis jeg havde fået muligheden for at stoppe op før det gik så galt. Der var tegn nok i årene op til det endelige sammenbrud. Derfor er det vigtigt at vi forstår alvoren ved langvarig stress. Det kan koste dyrt, ikke bare på den menneskelige side, men også for vores samfund kan det blive dyrt at miste gode arbejdsevner.
    Mvh Lene

  16. Søren Laursen - 12. oktober 2013 at 17:20 Reply

    Super skriv Line! Og tak for reminderen!

  17. Ann-Marie G Larsen. - 12. oktober 2013 at 18:37 Reply

    Fantastisk skrevet, har været nede 2 gange med stress, og hukommelsen er det der har fået de største ar. Kan nu mærke, efter 2 år, at det vender lige så stille, bliver bedre til at huske, og kan igen have lidt flere bolde i luften ad gangen, og DET er en fantastisk dejlig fornemmelse.
    Samtidig er jeg meget bevidst om mig selv, og de signaler kroppen sender, og lytter til dem !!

  18. Ann-Marie G Larsen. - 12. oktober 2013 at 18:57 Reply

    Vil lige komme med et PS, var i rigtig lang tid, efter jeg havde været nede 2. gang, rigtig træt, altid, søgte på – træthed efter stress, og fandt en artikel af radiolægen Carsten Vagn, der hed Binyrertræthed, en kur af forskellige mineraler og vitaminer, samt olie, prøvede den, og efter allerede 14 dage kunne jeg mærke en forskel, kørte den ca. 5 mdr, og var helt ” høj” over igen at være i nærheden af mit gamle niveau.

  19. Sus Nielsen - 13. oktober 2013 at 18:33 Reply

    Åh, det er så herligt forklaret = til at forstå, men ikke mindre skræmmende af den grund. Jeg er selv ved at være tilbage på fuld styrke, heldigvis – men skal nu lige slås med et system, som har svært ved at acceptere, at jeg ikke vil afprøve, om hjernen kan holde til det gamle job. Jeg har bevist, at jeg kan arbejde 37 t./ugen i månedsvis uden fravær, har knoklet med motion, meditation, kostændring osv. – og så bliver jeg både skuffet og vred, når det tilsyneladende ikke er godt nok.
    Det er træls, for i alle andre henseender er jeg helt tilbage og meget glad for livet 🙂

    • Line Bloch - 14. oktober 2013 at 9:01 Reply

      Tak for din historie, Sus. Det er ikke altid nemt at komme tilbage i det samme – der var jo en grund til at det gik galt.

  20. Kenneth Ley Milling - 13. oktober 2013 at 20:53 Reply

    Hej Line

    Alletiders gennemgang af de uheldig skadevirkninger længere tids stresspåvirkning af hjernen (og jo også resten af kroppen) kan føre til. Vi er mange, der har prøvet det på egen krop/sjæl.

    Jeg har tidligere berørt samme emne på min blog.

    http://www.leys.dk/why-work-more-than-40-hours/

    Jeg faldt dengang i staver over flere studier, der (mere eller mindre) påviste, at arbejde ud over 40 timer om ugen reelt er spild af tid – både for ansat og for arbejdsgiver.

    Tak for din blogpost, Line – det er vand på min ledelses-mølle 🙂

    Vh. Ken

  21. Line Bloch - 14. oktober 2013 at 9:00 Reply

    Tusind tak, Ken! Jeg er glad for at jeg ikke er den eneste der har en kæphest i det her – og at vi nu er flere til at sprede det vigtige budskab om at passe på os selv og på vores medarbejdere.

  22. Claus Bøhm - 17. oktober 2013 at 9:51 Reply

    Hej Line (og Erik)
    I en familie, hvor flere har været der og enkelte er tæt på at komme retur til stressen, er denne artikel bare super. Håber de 20K views, kun er en start. Det er super godt skrevet, tak Line 🙂

  23. Camilla - 24. oktober 2013 at 21:05 Reply

    Wow! Er lige blevet deltidssygemeldt med stress og du rammer SPOT ON hvordan min hjerne fungerer/ ikke fungerer lige nu. Jeg anede bare ikke hvilke fysiske processer der lå bag og har selv gået og banket mig selv oveni hovedet med at det var MIG der ikke kunne “klare mosten”. Min arbejdsmiljørepræsentant forslog i dag at jeg meldte det som en arbejdsskade- både hvis jeg fik men, og for at tydeliggøre problemet overfor den øverste ledelse. Jeg afviste for det var jo ikke arbejdet der var problemet- det var jo mig. Jeg må sige at jeg er blevet klogere. Tusind tak for det.
    Jeg er heldig- jeg har en lokal ledelse der tager mig og min stress alvorligt og sætter massivt ind for at jeg ikke rammer bunden: deltid, stress coach, psykomotorisk terapeut, fysisk træning, færre opgaver og kun een leder der giver mig opgaver. Det er ikke alle der er så heldige ( for odds for at man har sådan en ledelse er næsten lige så små som for at vinde i Lotto) , eller som stopper op i tide. Men jeg vil have fokus på at det ikke er et spørgsmål om at jeg skal rustes til at klare presset- presset skal simpelthen mindskes. Det ville også gavne mine kolleger. Tak for input ( som poppede op via en vens væg på Facebook- tilfældigt, men fantastisk godt timet)

  24. Lulle Bonde - 5. december 2013 at 11:56 Reply

    Det er rigtigt. Jeg har lige været på kursus i neuropsykologi, hvor det samme blev beskrevet. Heldigvis kan Hippocampus vokse ud igen, fra at have været en reje, men efter langvarig stress har jeg det som om jeg hele tiden har en lidt omtåget tilstand. Tømmermænd uden hovedpine….Desværre er det tit når det først er gået galt, at man sætter hælene i.

  25. Michael Groser - 6. december 2013 at 9:41 Reply

    Line – For helvede hvor det er GOD artikel. Jeg skriver selv en såkaldt Bloggy Monday – en artikel hver mandag hvis mål er at sende folk afsted til en nu uge med et smil om munden – og den første “amygdala-reaktion” jeg havde på din artikel var MISUNDELSE… Grimt 🙂

    Men jeg bøjer mig i støvet, for det du har bedrevet er en opremsning som indeholder nogen, normalt, røvsyge og alt for deprimmerende facts som næsten får Krokodillehjernen til at sætte i kæmp, flygt eller spil død gear. Og tiden er spildt!
    Men du forstår balancen mellem at MOTIVERE og skræmme mig i en sådan grad at jeg får KÆMPE lyst til aldrig mere at geare (for meget) op. Jeg er 49 år og mærker ALLE de tegn du nævner og også alle smutvejene med noter på hånden og behovet for at øve mere end tidligere.

    Jeg savner en lille smule “håbet” i din artikel… måske er det fordi der ikke er ret meget. Hvis armen er skåret af, vokser der jo næppe en ny ud – måske er det også sådan med de abrændte hjerne celler. Een mere til de lange rækker af ting JEG skulle være vågnet op omkring tidligere.

    Gad vide om jeg fik sløret mit budskab til dig med al den tekst; Det var:
    En fantstisk motiverende og indsigtsfuld artikel – TAK for den. Den ligger nu trygt og godt lige midt i HippoNuSkalDuBareSeHvorMegetJegKanHuske når jeg blir 50 lige om lidt :o)

    • Line Bloch - 6. december 2013 at 22:45 Reply

      Michael for pyffer da, der reddede du lige min dag, dér da jeg læste din kommentar midt i en hektisk fredag! Tusind tak! Selvfølgelig er der håb; det er der altid! Måske del to kunne være en what to do hvis lorten har ramt ventilatoren og man både skal kravle op af hullet igen, og ændre hvad der skal ændres for man ikke bare ryger lige lukt i det igen.. Hm..?

      • Tanja Noltensmejer - 8. december 2013 at 22:30 Reply

        Pu ha det er godt nok tankevækkende læsestof….. Er pt langtidssygemeldt pga for mange års belastning med sygdomme i familien de sidste 6 år. Min yngste datter blev født for 6 år siden med et nedsat immunforsvar og min kæreste fik en arbejdsskade i frontallappen for 3 år siden. Vi har kæmpet med sagsbehandlingen siden og der er ingen afgørelse endnu. Min ældste datter på 18 år flyttede hjemmefra i sommer for at få ro for vores omstændigheder og jeg blev sygemeldt med stress for tre mdr siden, da jeg trods det hele, har arbejdet dagligt og nogle dage mere end min chef forventede og pludselig kunne jeg ikke mere :(… Så nu mærker jeg alle stress symptomerne og kan virkeligt mærke, at jeg NU skal tage det meget alvorligt. Gør alt hvad jeg kan for at komme igennem denne periode, men indser nu, at jeg selv skal prioriterer om på mine værdier, for at blive “rask” igen. Tak for et godt indslag, jeg tror på, at hvor der er vilje, er der vej <3

  26. Jan A. Hansen - 10. december 2013 at 11:59 Reply

    Hej Line
    Tak for en rigtig god og medrivende beskrivelse af hvad der sker på vejen frem til et stressnedbrud, som jeg læste med stor interesse.
    Jeg selv gik ned med stress for lidt over et år siden og kan godt genkende mange af de ting som du beskriver. Jeg har i forløbet besluttet mig for at lave et karriereskift, hvor jeg er startet på universitetet og er ved at være færdig med at supplere min professionsbachelor, så jeg forhåbentlig starter på kandidat i idræt og sundhed til februar.
    Jeg føler på mange måder at min hjerne stille og roligt bliver trænet op igen. Jeg har sovet igennem de sidste 10 måneder og oplever kun i få tilfælde at stresssymptomerne blusser op igen for derefter at forsvinde hurtigt igen.
    Dette sker især når jeg har presset mig lidt for meget. Men jeg er trods alt fortrøstningsfuld, da jeg stadig oplever at der sker fremgang. Men det kræver at jeg hele tiden er bevidst om mine grænser og får sørget for at hvile og restituere min hjerne. Samtidig bruge hjernen igen når den er restitueret.
    Men jeg føler at der er trods alt et stykke vej endnu!

    Kan du samt andre, her på bloggen, fortælle noget om/ komme med deres erfaringer i forhold til,
    hvad der sker i faserne efter stressnedbruddet, hvor man man restituerer og genopbygger?
    Hvad man kan gøre for at træne sin hjerne og hukommelse yderligere op igen, samt hvad der sker biologisk med hjernen i restitutionsfaserne i den/de efterfølgende periode(r), som nok varer flere år?

  27. Mette - 23. marts 2014 at 8:49 Reply

    Dejligt indlæg, og hvor ville jeg bare gerne have haft overvejet det noget før 🙂 Så jeg ikke skulle igennem det, men nu ved jeg det til fremtiden, så jeg ikke skal det IGEN

  28. Kent Thomsen - 25. marts 2014 at 19:11 Reply

    Godt og præcist indlæg.

    Måske det er både sundere og mere relevant og på høje tid at spørge os selv: “Hvor lidt kan jeg egentlig klare mig med?” i stedet for: “Hvor meget kan jeg nå at kratte sammen?”

  29. Mette nøhr nielsen - 4. april 2014 at 12:38 Reply

    Sikke god artikel

  30. Sørgen Esben Olliver Larsen - 12. oktober 2015 at 11:35 Reply

    Hej Line

    Det er uhyre præcist, godt og fremragende skrevet. Jeg er selv stresskonsulent og har set mangt og meget. Jeg har fulgt et familiemedlem, stærkt stressramt rundt i alle instanser. Han arbejdede med højt stressniveau over en periode på 6½ år. Det gik galt, da han fik en blodprop i hjernen, men som gud ske lov passerede igennem.

    Denne sagsbehandling stod på i 2½ år. Den anmeldte arbejdsskade kunne ikke anerkendes. Arbejds- skadestyrelsen kendte ikke til fortilfælde, hvor en bygningskonstruktør skulle have fået blodprop i hjernen pga stress.

    Man tilbød fra samme styrelse at åbne en stresssag i stedet. Og ja rigtigt gættet, også den blev afvist.

    Og så er det jo fuldbyrdet ved forsikringsselskabet. Man er forsikret mod kritisk sygdom. Men selskabet afviste så her. Lægen havde skønnet, at personen ikke udviste de klassiske symptomer på blodprop i hjernen.

    Her ligger altså noget, der skal arbejdes med. Man regner på mange arbejdspladser, arbejdsskadestyrelsen og forsikringsselskabernes lægelige konsulenter ikke stress for en sygdom.

    Med venlig hilsen

    Sørgen Esben Olliver Larsen
    Arbejdsmiljøkonsulent.

  31. Lis - 17. oktober 2015 at 18:03 Reply

    Fantastisk artikel, nu kan jeg lidt bedre forstå hvorfor jeg i perioder ikke kan huske eller falde til ro og sove igennem. Jeg er ikke gået ned med stress men vipper vist af og til på kanten. Jeg er også lidt overrasket over, hvor mange der, bare her, skriver de har været nede med stress :-/ py-ha!!!

    Tak for artiklen og tak til ham, der sendte mig linket 🙂

Leave a Reply

Your email address will not be published.